Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

Vi er nu på vej mod normalisering

Markedet for containershipping er fortsat langt væk fra den normaltilstand, der herskede før COVID-pandemien, men de seneste data peger på, at markedet nu er på vej tilbage mod normalen.

I perioden fra kinesisk nytår i slutningen af januar og frem til midten af juni i år kunne det konstante fald i spotrater fra Asien til USA og Europa forklares med det normale sæsonbestemte fald på den tid af året. Fra midten af juni begyndte der at opstå ganske betydelige afvigelser, hvor raterne fortsatte deres fald, selvom den normale sæsonudvikling burde have fået dem til at stige. Det har nu været tilfældet i snart to måneder og er et klart tegn på, at de underliggende ekstremer, som især de seneste 18 måneder har været styrende for prisudviklingen, er på vej væk.

Afskibere, som håber på et hurtigt fald tilbage til normale fragtrater, bør dog væbne sig med tålmodighed. Spotraterne på hovedruterne fra Asien til Europa og Nordamerika nåede deres toppunkt i september 2021. Hvis raterne fortsætter med at falde i den takt, som vi har set siden da, betyder det, at rateniveauet ikke er normaliseret før engang i 2. kvartal 2023.

FRAGTMÆNGDEN STIGER TRODS KØ VED HAVNENE

Udviklingen i fragtmængder har været forholdsvis behersket, og de nyeste data fra juni 2022 viser en stigning i globale fragtmængder på blot 0.6% - og det følger efter fire måneder med faldende mængder sammenlignet med samme periode sidste år. For den vigtige rute fra Asien til Europa faldt mængderne med hele 10% sammenlignet med juni 2021, og det er nu femte måned i træk, at mængderne på denne måde er faldet. Det kunne dermed også tyde på, at det boost i fragtmængder, som har været et af elementerne, der har drevet de høje spotrater, er faldet bort.

På den anden side er det bekymrende, at på trods af de faldende fragtmængder har markedet været ude af stand til at løse problemerne med flaskehalse i havnene såvel som i infrastrukturen på landsiden og har således heller ikke været i stand til at løse problemet med skibe, der bliver forsinket, fordi de må vente udenfor havnene. De seneste data fra Sea-Intelligence viser, at i juni ankom 40% af alle skibe til tiden. Det er trods det meget lave niveau en forbedring, da rettidigheden i de seneste 14 måneder har været under 40%. Til sammenligning var rettidigheden for præcis tre år siden i juni 2019 på 83%.

Denne fortsatte lave rettidighed viser, at mange skibe fortsat er ”fanget” i kødannelse udenfor havnene. Dette kan omregnes til, at 9.3% af den globale flåde af containerskibe stadig er utilgængelig på grund af forsinkelser.

RISIKOEN FOR STREJKER LURER FORTSAT

I den første halvdel af 2022 var der stor bekymring for, hvorvidt der ville opstå strejke blandt havnearbejderne på USA's vestkyst, idet deres overenskomst udløb den 30. juni. I skrivende stund – 5. august – er der endnu ingen ny overenskomst, men begge parter fortsætter forhandlingerne, og der er p.t. ingen strejke. Hvad der derimod ikke blev taget i betragtning i starten af året, var risikoen for strejker andre steder. Vi har i de seneste måneder set strejker i havne samt blandt lastbilchauffører og togpersonale i en lang række lande i Europa såvel som Sydkorea. Det synes meget sandsynligt, at dette vil fortsætte i de kommende måneder.

Det betyder, at trods faldende fragtmænger vil de skiftende flaskehalse i havne og på land fungere som en bremse på normaliseringen af fragtraterne, ganske enkelt fordi flaskehalsene fortsætter med effektivt at holde kapacitet væk fra markedet.

Situationen taget i betragtning, bør afskibere planlægge efter, at vi nu er i en fase, hvor markedet gradvist er på vej tilbage til mere normale tilstande, men også at dette er en relativt langstrakt proces. Ydermere må det tages med i betragtning, at der fortsat er høj risiko for pludselig forværring af lokale forhold pga. især strejker. Der er en mindre risiko for en pludselig stigning i fragtmængder og dermed fragtrater i september forud for ferien relateret til Kina’s Golden Week. Skulle det ske, vil effekten være midlertidig, og efterfølgende vil markedet fortsætte nedad på vej mod normalisering, og meget sandsynligt i et hurtigere tempo end det ses netop nu.

BALANCEN ER VIGTIGST

Man bør derfor tilstræbe en afbalancering af mulighederne for at reducere fragtomkostningerne kombineret med behovet for at beskytte sin forsyningskæde mod flaskehalse.

Læs analysen på engelsk

Læs mere om vores søfragts services

Har du spørgsmål?

Vores eksperter sidder klar til at hjælpe!

Kontakt os
Få et tilbud