Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

DSV sætter fokus på højresvingsulykker 

I DSV ved vi godt, at ulykker, hvor lastbiler er indblandet, kan have voldsomme konsekvenser. Derfor har vi valgt at sætte fokus på højresvingsulykker, både internt og over for børnene i trafikken.

Indsats mod farlige højresving

DSV besøger flere gange om året forskellige skoler rundt i landet sammen med lokale virksomheder og politiet for at lære børn om trafiksikkerhed.

Skoleeleverne er på skift oppe og sidde i førerhuset på en stor lastbil. I førerhuset på DSV-lastbilen får de vist og fortalt, hvordan de hjælper lastbilchaufføren og især sig selv ved ikke at være i den blinde vinkel.

Først kunne jeg se dem, og så forsvandt de

”Jeg ved ikke, om de standsede eller kørte videre,” siger Anna fra 6.b, som sidder bag rattet i lastbilen, der holder stille. Hendes klassekammerater fra 6.b cykler rundt og rundt om bilen, så Anna kan se, hvor svært det er at få øje på cyklisterne.

Husk at orientere dig

Både chauffører og cyklister kan gøre noget for at undgå højresvingsulykker. Chaufføren skal stoppe op og orientere sig en ekstra gang, inden han drejer til højre. Og cyklister skal være opmærksomme på, hvordan de placerer sig i forhold til lastbilens højresvingsbane.

”Er cyklisten usikker på, om chaufføren holder tilbage, så stop op og vent, til lastbilen eller bussen er kørt,” siger Jan, der er politibetjent. ”Samtidig er det vigtigt at få øjenkontakt med chaufføren, så man er sikker på, at han har set én.”

Er du i tvivl, så vent til lastbilen er væk

Chauffør Flemming Jensen fra DSV har aldrig selv været involveret i en højresvingsulykke, men med et helt arbejdsliv bag rettet har han været tæt på farlige situationer. Han ved præcis, hvad man skal være opmærksom på, når man omgås de store biler i trafikken.

”Tænk over, hvor du placerer dig i forhold til lastbilen, og kør aldrig op på fortovet for at komme udenom. Er du det mindste i tvivl, om chaufføren har set dig, så stop og vent, til lastbilen er væk,” siger Flemming.

Heldigvis gør oplevelsen i førerhuset som regel stort indtryk på eleverne, når DSV besøger skolerne.

Nu ved jeg, at det er meget farligt

”Jeg har altid troet, at man kunne se cyklerne, men når jeg læner mig lidt frem, kan jeg slet ikke se noget. Næste gang vil jeg stoppe og lade lastbilen køre, for nu ved jeg, at det er meget farligt,” siger Amina fra 6.b.

 

 

 

Børn og DSV i trafikken

6 gode trafikvaner

Har du nogen spørgsmål?

Dit spørgsmål sendes direkte til vores eksperter, og du kan forvente hurtigt svar.